mandag den 9. september 2013

Turen

Jeg starter lige med at advare mod dette indlæg, som bliver rigtig (!!!!) langt, da det er noget af en rejse jeg har været på. 


TUREN 
Okay så, min mor, min papfar og Thomas tog til København fredag aften, da jeg skulle flyve lørdag 9.55, og vi (jeg) ville ikke risikere at ende i en kø, så jeg ikke nåede mit fly. Men vi tog derover aftenen før og spiste meget sen aftensmad p.g.a. kø på vej derover, men det var rigtig hyggeligt, og dejligt ikke at skulle stresse over noget. Næste morgen kom min far, papmor, lillebror og kusine til lufthavnen, hvor vi mødtes med dem, og vi fik fælles morgenmad, inden vi skulle sige farvel.

Afskeden var hård, meget hård! Jeg tror vi alle kneb en tårer eller to og nogen af os måske lidt mere. Men vi fik grædt og krammet farvel, og så gik jeg op ad trappen til security, og tro mig, den trappe er nok det værste jeg ved lige nu, jeg har aldrig følt sådan, som jeg gjorde da jeg stod der! Jeg kunne ikke lade vær med at græde, og jeg fik nærmest åndedræts besvær, og jeg tænkte bare, hvorfor gør jeg det her, at forlade dem og det jeg har for noget ukendt, føltes som en dum ide lige der, men jeg blev ved med at minde mig selv om, at jeg nærmest ikke har snakket om andet i et år, og hvor meget jeg har glædet mig. Jeg vinkede ned til dem hele vejen, og det gik nok 1000 tanker igennem hovedet og en del af mig, havde bare lyst til at løbe ned til dem igen, men nej det gjorde jeg ikke, så jeg  gik gennem security, og blev enig med mig selv om, at jeg blev nød til at tage mig sammen... Det gik ikke så godt, jeg blev ved med at få tårer i øjnene hele vejen til Paris, og uanset hvad jeg tænkte på, eller hvis stewardesserne spurgte, hvad jeg skulle have at drikke, så kom der tårer i øjnene. Det ændrede sig så da jeg kom til lufthavnen i Paris. Jeg har et ord til den lufthavn: MARERIDT!!!!. For det første var jeg forsinket, og for det andet var mit fly blevet flyttet til en anden gate, og det fandt jeg først ud af, da jeg stod henne ved den gate, som jeg troede det var. Så jeg fik lige pludselig endnu mere travlt.. Jeg spurgte en mand som arbejdede der, om han kunne vise mig vej, så sagde han at jeg skulle over til den bygning, som jeg kunne se ud af vinduet, og så tage en bus hen til toget, som ville køre mig derud, tænkte bare say whattttt??? Hvor stor er den lufthavn lige, og ja den er meeeegaaaa stor!!! Men jeg kom med både bus og tog, og da jeg kom af toget, hørte jeg de kaldte mit navn og "last call" over højtalerne og jeg fik mega stress, meeen jeg nåede det heldigvis som den aller sidste.. Da jeg så kom på flyet trillede vi ud, og så trillede vi tilbage igen, og der holdte vi så i 1 time, fordi der var noget galt med flyet. Da vi havde fløjet mange timer, skulle jeg udfylde en form, og jeg fattede ikke en brik, så jeg fik en stewardesse til at hjælpe mig, og fortalte så at jeg skulle nå et fly fra Atlanta, and she said, at hun ville vise mig hen, så jeg hurtigt kunne komme igennem immigration, og på det sidste fly til Tampa. Fra Atlanta to Tampa gik alt godt, og da jeg skulle ned og hente min bagage stod min værtsfamilie og ventede på mig, og de havde et skilt med, hvor de havde skrevet "Velkommen Helena".


Siger farvel i lufthavnen


Den skide trætte og min dejlige familie, som vinker til mig 


Går ombord på flyet


Dejlig fly mad (Jeg var så sulten at jeg spiste alt! selvom det ikke smagte super godt)

The air 

Mig kommet til USA med det skilt de har lavet 

Mig og min værtsfamilie med skiltet i lufthavnen 



Det var det for nu, jeg laver et indlæg om min første dag så snart jeg får tid ;)

Forresten har jeg første skoledag i morgen :O wish me luck


Helena

1 kommentar:

  1. Hej søde
    Vi glæder os til at høre om din første skoledag.
    Knus mor :o)

    SvarSlet